Én ting, én historie: spørg en slægtning under besøget
Af Erik Nilsen · Kroni3 min læsetid
En slægtning har måske en skål, et fotografi eller et redskab, barnet har set mange gange uden at vide, hvorfor det står der. Næste besøg kan indeholde én lille samtale om netop den ting. Målet er at høre noget, personen selv har lyst til at fortælle, og give barnet plads til at være nysgerrigt.
Der behøves hverken optager, stamtræ eller en færdig liste med spørgsmål. Et afgrænset emne gør det lettere at stoppe, mens samtalen stadig føles hyggelig.
Lad ejeren vælge en ting
Spørg først, om personen vil vise noget og fortælle lidt om det. Ejeren vælger genstanden og forklarer, hvad barnet må gøre med den. En gammel skål kan blive stående på hylden, mens I ser på den, og et fotografi kan vises uden at skulle kopieres.
Barnet kan nævne en bestemt ting, det er nysgerrigt på, men ønsket forpligter ikke den anden til at forklare. Hvis svaret er kort, behøver den voksne heller ikke finde flere spørgsmål for at fylde tiden. Det er fint at fortsætte med resten af besøget.
Begynd med noget barnet faktisk undrer sig over
Vælg ét spørgsmål ud fra det, I ser: «Hvor plejede du at bruge den?» eller «Hvem gav dig den?» Lad svaret komme færdigt, før næste spørgsmål bliver stillet. Et barn, som helst vil lytte, kan deltage uden selv at spørge.
I et tænkt eksempel viser en tante en kop med et skævt håndtag. Amir spørger, hvorfor hun har gemt den. Hun fortæller om en hyggelig morgenmad, men husker ikke året. Amir spørger videre til, hvad hun plejede at drikke af koppen. Samtalen handler om hendes oplevelse, uden at hver detalje skal have en præcis dato.
Skeln mellem fortællingen og sikre oplysninger
Hvis barnet vil tegne eller skrive bagefter, så spørg, hvad fortælleren ønsker, at I tager med. En enkel sætning som «Tante fortalte, at hun brugte koppen i sommerhuset» viser, hvor oplysningen kommer fra. Et usikkert årstal kan stå åbent. Ingen behøver fylde hullet med et gæt.
Læs noten sammen, hvis fortælleren har lyst. Gem gerne barnets tegning uden at gøre den til en fuldstændig beskrivelse af familien. Aftal også, om arket skal blive hjemme eller gives til slægtningen. Så får samtalen en lille afslutning, og personen, der delte historien, har stadig indflydelse på, hvordan den bevares.
