Når opgaven ikke kan laves: en aftale om at sige til
Af Erik Nilsen · Kroni7 min læsetid
Hvis der mangler noget, eller hvis en andens halve arbejde står i vejen, skal barnet gøre tre ting: sige til, vise hvad der stopper det, og få en aftale om næste skridt af en voksen. Barnet skal ikke gætte, finde på noget med ting, det ikke har lov til at bruge, eller bare lade opgaven ligge og håbe, at ingen opdager det. Det er den voksne, der bestemmer, hvad der sker bagefter. Opgaven tæller ikke som lavet, før den faktisk er lavet, eller før planen er ændret.
Det lyder indlysende. Men i en travl hverdag ender den slags ofte med, at barnet går sin vej, og den voksne tror, at barnet har sneget sig uden om opgaven. Med en fast aftale bliver det et praktisk problem, der skal løses, og ikke en diskussion om vilje.
Forhindring, ændret besked eller uklar besked?
Det hjælper at skelne mellem tre ting, der godt kan ligne hinanden:
- En forhindring: Opgaven kan ikke laves, som den er beskrevet, fordi der mangler noget, eller fordi noget andet skal ske først. Eksempel: Tørrestativet er fyldt med tøj, som ingen har taget ned, så der er ikke plads til det nyvaskede.
- En ændret besked: En voksen har sagt noget andet end det, der står på listen. Eksempel: Barnet står på listen til at dække bord, men far siger: "Du behøver ikke dække bord i dag. Vi spiser ude."
- En uklar besked: Barnet ved ikke helt, hvad der menes. Eksempel: "Ryd op i entréen." Er det sko, jakker eller alt, der ligger på gulvet?
Kun den første er en rigtig forhindring. De to andre løses med et spørgsmål. Alligevel siger barnet til på samme måde: Det går til en voksen og fortæller, hvad der sker. Forskellen ligger i, hvad den voksne skal tage stilling til.
Hvis barnet tit siger, at noget "ikke kan lade sig gøre", uden at der er en konkret forhindring, er det et andet emne. Så kan Børn nægter at hjælpe til: 5 valg, der virker være mere relevant.
Sig til, vis, aftal
Aftalen kan være så enkel som tre ord, I øver sammen.
1. Sig til. Barnet siger, hvilken opgave det drejer sig om, og hvad der stopper den. Én sætning er nok: "Jeg skulle lægge mit tøj på plads, men skuffen er fuld af sommertøj."
2. Vis. Hvis det er muligt, viser barnet det. Den voksne går med og kigger på skuffen, stativet eller skabet. Det tager ti sekunder og fjerner mange misforståelser.
3. Aftal. Den voksne bestemmer næste skridt og siger det højt: "Læg tøjet i en pose på din seng, så rydder vi skuffen sammen på lørdag." Så ved begge, hvad der gælder.
Det vigtige ved sidste skridt er, at beslutningen ligger hos den voksne. Barnet skal ikke selv finde på løsninger som at flytte andres ting eller bruge noget andet i stedet.
Hvad barnet siger, og hvad den voksne skal beslutte
| Barnet siger | Den voksne beslutter |
|---|---|
| Hvilken opgave det drejer sig om | Om opgaven skal vente, ændres eller droppes i dag |
| Hvad der mangler eller står i vejen | Hvem der tager sig af forhindringen |
| Om noget er halvt færdigt | Om det halve arbejde tæller, og hvordan |
| Hvornår barnet opdagede det | Hvornår opgaven skal laves i stedet |
Mindre børn har ofte brug for hjælp til at finde ordene. Så kan den voksne stille spørgsmålene: "Hvilken opgave? Hvad er i vejen? Vis mig det." Større børn kan tit sige hele sætningen selv. Hvad barnet kan klare, er forskelligt fra barn til barn. Oversigten i Hvad bør børn kunne derhjemme? Komplet liste efter alder kan give idéer, men I kender jeres eget barn bedst.
Tre almindelige forhindringer løst i praksis
Eksemplerne her er opdigtede og viser, hvordan en aftale kan se ud.
Opvasketabs er sluppet op. Ida (11) har ansvaret for at sætte opvaskemaskinen i gang efter aftensmaden. Æsken med tabs er tom. Hun lukker maskinen, går til sin far og siger det. Hun skal ikke lede efter noget andet at bruge. Far beslutter, at han vasker op i hånden i aften, og at Ida skriver "opvasketabs" på indkøbslisten på køleskabet.
Ingen ledig skuffe. Jonas (8) skal lægge rent tøj i sin kommode, men skufferne er fulde af tøj, han er vokset ud af. Han viser det til sin mor. Hun siger, at han lægger det rene tøj i en kurv, og at de to sorterer skuffen søndag.
Fuldt tørrestativ. Sara (13) skal hænge en maskine vasketøj op, men stativet er fyldt med storebrors tøj, som er tørt. Hun siger til. Mor beslutter, at storebror tager sit tøj ned først, og at Sara hænger op bagefter. Sara skal ikke selv lægge sammen og flytte brorens ting, medmindre det er aftalt.
Lad være med at lade som om, opgaven blev lavet
Det er fristende at sige "det er fint, den tæller alligevel", når der dukker en forhindring op. Det kan sagtens være en god løsning, men lad det være et bevidst valg og ikke en forglemmelse. Der er tre ærlige udfald:
- Opgaven flyttes. Den står stadig på listen og laves senere.
- Opgaven byttes. Barnet laver noget andet i stedet, og det er det nye, der tæller.
- Opgaven udgår. I stryger den for i dag, og ingen lader som om, den blev lavet.
Hvis opgaven giver en belønning, er det en god idé at aftale på forhånd, hvad der sker ved en forhindring, barnet ikke kunne gøre for. Et eksempel på en husregel: "Hvis du siger til med det samme og laver det nye, vi aftaler, tæller det, som om du lavede opgaven." Det er et eksempel og ikke en facitliste. Pointen er, at reglen er kendt, før situationen opstår.
I Kroni kan barnet se sine opgaver og markere dem som lavet, og en voksen kan godkende dem. Når en forhindring ændrer planen, kan forælderen rette eller fjerne opgaven, så listen viser det, I faktisk har aftalt. Selve snakken foregår stadig ansigt til ansigt. Appen opdager ikke forhindringer af sig selv, og barnet bør ikke markere noget som lavet, før det er lavet.
Stopkort: udfyldt eksempel
Hæng gerne kortet på køleskabet eller ved vaskemaskinen. Eksemplet er opdigtet.
| Opgave | Hvad stopper den? | Hvad barnet gjorde | Aftalt næste skridt (voksen) |
|---|---|---|---|
| Sætte opvaskemaskinen i gang | Ikke flere opvasketabs | Lukkede maskinen og sagde det til far | Far vasker op i hånden. Den oprindelige opgave springes over. Ida får i stedet opgaven at skrive tabs på indkøbslisten; det er erstatningsopgaven, der tæller som lavet. |
| Lægge rent tøj i kommoden | Ingen ledig skuffe | Viste skuffen til mor | Tøjet i en kurv i dag. Sortere skuffen sammen søndag kl. 11. |
| Hænge vasketøj op | Stativet fyldt med brorens tørre tøj | Sagde det til mor og rørte ikke brorens tøj | Bror tager sit ned nu. Sara hænger op bagefter. |
Stopkort: skabelon til at kopiere
Kopiér kortet og udfyld det sammen med barnet.
Når jeg ikke kan lave min opgave, gør jeg sådan her:
- Jeg stopper og finder ikke selv på en løsning.
- Jeg siger det til en voksen: hvilken opgave, og hvad der stopper den.
- Jeg viser det, hvis jeg kan.
- Jeg venter på aftalen om næste skridt.
| Opgave | Hvad stopper den? | Hvad jeg gjorde | Aftalt næste skridt (voksen) |
|---|---|---|---|
Vores husregel, når noget står i vejen (skrives af en voksen):
Kom i gang i denne uge
- Dag 1: Forklar "sig til, vis, aftal" ved aftensmaden. Brug et af eksemplerne ovenfor.
- Dag 2: Hæng det tomme stopkort op.
- Dag 3-6: Når der dukker en forhindring op, udfylder I en række sammen. Ros barnet for at sige til, og ikke kun for at opgaven blev lavet.
- Dag 7: Kig på kortet sammen. Går den samme forhindring igen? Så er det måske de voksne, der skal gøre noget, for eksempel handle oftere eller rydde op i skufferne.
Det sidste punkt er værd at hæfte sig ved. Mange forhindringer handler om ting, barnet ikke styrer: indkøb, plads og hvad resten af familien gør. Det er de voksnes ansvar, at det nødvendige er i huset.
Ofte stillede spørgsmål
- Hvad hvis barnet melder en forhindring for at slippe for opgaven?
- Gå hen og kig sammen. Er der en konkret forhindring, aftaler I næste skridt. Er der ingen, handler det nok mere om lyst, og så er det en anden snak. Det hjælper, at barnet ved, at en forhindring betyder, at opgaven flyttes eller byttes, ikke at den forsvinder.
- Skal barnet have belønning, når opgaven ikke kunne laves?
- Det bestemmer I voksne. Mange har en husregel på forhånd, for eksempel at det tæller som lavet, hvis barnet siger til med det samme og laver det nye, I aftaler. Reglen er kun et eksempel, og det vigtigste er, at den er kendt, før situationen opstår.
- Må barnet selv løse problemet, for eksempel flytte søskendes ting?
- Kun hvis det er aftalt på forhånd. Uden en aftale bør barnet sige til og vente, især når det gælder andres ting eller produkter, barnet ikke har lov til at bruge. Den voksne beslutter, hvem der tager sig af forhindringen.
